Spoiler: mega skræmmende og udmattende! – Måneder med sortering, salg, kaos og spørgsmålet: “Hvad har vi gang i?
Store drømme, forbliver ofte bare drømme, som mange sjældent følger op på og udlever.
Vi, Mette & Alan, har som mange andre, udlevet en masse af vores skøre ideer og drømme som unge, uden så mange bekymringer. De fleste dog før vi blev gift, fik børn og købte ejerbolig. Som +50, hvor der stadig er langt til pensionen, er det en stor udfordring mentalt, at give slip på alt; ejendele, bolig, fast indtægt og den tryghed der ligger i alt dette.
Denne blog vil være et indblik i vores beslutning om, at vælge et liv som nomader i Europa på ubestemt tid, hvordan det kan lade sig gøre, steder vi besøger og tips til nomadelivet.
Vi har “et vindue” lige nu, hvor vores 2 skønne børn er unge voksne og i gang med deres liv, venner og karriere. De er det sted i deres liv, hvor der ikke er det store behov for at have ‘de gamle’ i nærheden hele tiden. Det er nok snarere os, der har behov for at følge dem tæt. Men vi må se os slået af de barske realiteter… Da vi samtidigt er sunde og raske, og jo ikke kender vores helbreds situation senere i livet, er beslutningen til at udleve drømmen nu taget!
Det første store skridt var, at sælge vores skønne bolig og slippe vores faste base. Beslutningen blev taget juni 2025. Vores bolig blev teknisk set solgt på 4 dage, hvorefter den store sortering, salg og donationer blev sat i gang. Et hjem på 194 kvm med 32 års liv af akkumulerede ting og sager. Vi har altid synes vi boede minimalistisk…! Alle møbler, som vores søn ikke skulle have med til sin nye lejlighed og som resten af vores familie ikke kunne bruge, blev sat til salg eller doneret. Der blev holdt loppemarked i indkørslen og kørt MANGE læs til Røde Kors. Mette fik, som selvstændig, lukket sin virksomhed ned og Alans job blev opsagt!
Vi har valgt at købe en autocamper og køre rundt i Europa på ubestemt tid. Hvor længe er ubestemt tid? Tjah.. det er lige indtil vores børn igen har brug for os, vi ikke længere har lyst, eller pengene slipper op. Autocamperen er bestilt, men lader vente på sig og forventes leveret i juli 2026.
Men hvorfor går der så lang tid, før vi modtager autocamperen? Er det ikke dårlig planlægning?
Godt nok har vi længe ønsket at realisere drømmen om at rejse rundt med autocamper. Men andre omstændigheder gjorde, at vi satte gang i hele processen ca. 1 år tidligere end planlagt. Derfor kom vi lidt skævt i gang og var lidt bagud fra starten.
Desuden ønskede vi en helt ny autocamper og havde fundet en model der passede rigtigt godt til os. Det var årgang 2025, som var den nyeste på dette tidspunkt. På autocampermesse i november 2025, blev vi opmærksomme på at årgang 2026 af samme model, som endnu ikke var på markedet, ville have nogle forbedringer vi meget gerne ville have med. Vi besluttede derfor at bestille en årgang 2026, vel vidende at den først skulle på produktionsbåndet i løbet af 2026.
Den bliver sandsynligvis først sat på produktionsbåndet i uge 22-23. Herefter vil der gå 3-4 uger inden forhandleren modtager den. Forhandleren skal herefter bruge tid på at montere det ekstraudstyr vi har bestilt. Han har meddelt at dette nok kommer til at tage 3-4 uger, hvilket er forholdsvis lang tid. Derfor har vi indstillet os på, at vi først modtager vores autocamper i løbet af juli måned 2026. Imens udfylder vi så ventetiden med at rejse og nyde livet. Det er jo alligevel heller ikke så slemt.
Følg med på vores rejse-, autocamper- og nomadeliv her på bloggen.


Første stop var 3. jan i et hus i Jylland, hvor lidt praktik skulle afvikles. Derefter en drømmeferie til Maldiverne, ufrivillige 9 dage i en krigszone, ophold på “vores” slot og meget mere.
Mette & Alan

