Surprise…: 11 dage i paradis, betød ingen mobiler, internet og nyheder. På hjemrejsen blev en 4 timers transit derfor til et uventet ophold på 9 dage, i en krigszone i Mellemøsten, med missiler og droneangreb.
Vores hjemtur lørdag den 28. februar fra Royal Island i Maldiverne, startede som planlagt: Vækning kl. 4 – let morgenmad ved solopgang, speedbådtur på 15 min. til flyde ponton. Derefter vandflyver til hovedøen Malé og bus videre til den internationale lufthavn.
Vores flyrejse var med Qatar Airways fra Malé via Doha til København. Turen fra Malé til Doha tog 4 timer, hvorefter vi skulle vente 4 timer i transit, inden turen på 6 timer til København.
Vi landede planmæssigt i Doha, og allerede inden flyet holdt stille, modtog alle passagerer en alarm på deres mobiltelefoner? Desværre gav alarmerne ikke mening for os, da arabisk ikke er vores stærke side…
I lufthavnen, som er en af de største i regionen, fik vi lidt mad og nød deres indendørs have. Pludselig opdagede vi at vores fly ikke længere havde en gate? Først tænkte vi, nåh! de er nok ved at skifte gate, ro på der er stadig 2,5 time til vi skal boarde…. Derefter var det tydeligt at alle andre fly manglede en gate?
Vi tjekkede Qatar Airways app, vores mail etc. -ingen information. I lufthavnen -ingen information, hverken i højttaler eller andre steder? Vi får fundet en info desk for lufthavnen og spørger der. Her bliver vi henvist, af en sød og smilende kvinde, til at gå ovenpå til Qatar Airways kontor. På vejen kom vi retur forbi sikkerheds kontrollen, hvor det undrede os at alle medarbejdere bare stod og sludrede -og der ingen passagerer var? Vi bliver af en vagt taget retur gennem en glasdør, efter vi har vist pas og boardingkort. På den anden side….:
Her er fyldt med passagerer som alle står i kø til at tale med en medarbejder. Det er først her vi opfatter at lufthavnen og luftrum er lukket og alle skal ud på hoteller. Ros til Qatar Airways herfra; i køen bliver alle tilbudt vand. Alle får en voucher til et hotel. Turen ud af lufthavnen, bærer præg af at mange passagerer skal dirigeres til forskellige steder. En sikkerhedsvagt dirigerer os ud til en taxa, i stedet for den bus vi skulle have været med.
Taxaturen til vores tildelte hotel, bliver der hvor vi vitterlig opdager hvad der foregår… Vores søde, snaksaglige chauffør fra Bangladesh, giver os en lille sightseeing omkring lufthavnen. Han fortæller bl.a. stolt at; “derinde til højre ligger Qatars militære anlæg som er verdens bedste til forsvar…?” Alt imens han fortæller, bliver der pludselig affyret 2 x 2 missiler, der nedskyder noget oppe i luften…. vi hører bragene og ser det hele på første parket! Da vi spørger ham, om det vi lige så, var hvad vi troede det var (det var jo temmeligt surrealistisk), kastede han taxaen ind til siden for også at kunne se, hvad der foregik.
Lidt rystede fortsætter vi til hotellet og bliver indlogeret på 11. sal i en executive suite – ingen info om hvor længe, hvad der reelt foregår og uden kufferter. I kælderen af hotellet er der en lille kiosk, hvor vi køber 2 tandbørster, tandpasta, snacks og vand.
Det første vi gør er så, at gå på nettet, tjekke nyheder, tilmelde os “rejseklar” og danskerlisten, skrive til familien hvor vi er og at vi har det godt. Vi kontakter rejsebureauet og tjekker flyselskabets hjemmeside, tjekker vores forsikring og forhører os hos Udenrigsministeriet. Et helt maskineri skal først lige i gang, for vi får ingen information de første 24 timer. Kun nyheder fra Doha News, BBC og danske medier.
Vi har fået besked på at blive på hotellet, hvor vi får 3 måltider om dagen. Der kommer flere alarmer og flere brag. I starten var vi ikke helt klar over, hvad der egentlig foregik på himlen over os. Men hurtigt bliver det klart at Iran forsøger at ramme regionens største Amerikanske militærbase som ligger 27 km længere inde i landet, i direkte linje over vores hotel. Bragene vi hører er Qatar der nedskyder missiler og droner affyret fra Iran. Qatar har ikke givet USA lov til at angribe Iran direkte fra Qatar, og Iran forsøger derfor “kun” at ramme den amerikanske militærbase og – ambassade. Dog ingen trøst for turister, der bare gerne vil kunne flyve hjem…
Det er helt surrealistisk som dansker. Synet og lyden af missiler og droner der bliver skudt ned, vænner man sig nok aldrig helt til. Vi boede på 11.etage (øverste) med store panoramavinduer og uhindret udsigt til “fyrværkeriet” og flyvevåbnets aktiviteter døgnet rundt. Alle der kender lyden af den slags alarmer på mobiltelefoner ved, at det ikke er den rareste lyd at blive vækket af midt om natten. Særligt når man ved hvad der følger kort tid efter. Vi bliver på 2. dagen nødt til at få lidt skiftetøj, da det er usikkert om vi kan få vores kufferter. Måske er det også bedre de befinder sig i lufthavnen.. for vi kan jo hvert øjeblik det skal være, få besked på at kunne flyve videre, eller?
Vi går ca. 15 min fra hotellet ind i et lille shoppingcenter og handler lidt undertøj, strømper og t-shirts. Da dette er helt uvant er det ikke fedt at gå ude, men alle folk i Qatar er fortsat ude og køre bil, handler og går på gaden….
48 timer efter vi er kommet på hotellet, får vi en opringning fra vores rejsebureau, der vil vide om vi er dér, hvor de tror vi er. De fortæller også at de forsøger at finde en vej ud for os. Vi får beskeder via Rejseklar app fra UM om at de ikke anbefaler rejser til Qatar, tak det ved vi… og at der ikke er planer om evakuering.
Vores dage bliver lange, hver morgen svarer vi beskeder eller giver updates til famlien samt undersøger om vi kan komme ud af Qatar. Alle vegne fra, får vi besked om ikke at forlade hotellet.
Vi er lidt heldige at være strandet i Qatar; Landets turist ministerium vælger at betale ophold og mad til alle strandende turister, som skulle have været afsted med fly. Så det skal vi ikke tænke på. Onsdag d. 3.marts sender Qatar Airways en repræsentant ud på alle hoteller, for at informere om at de vil køre alle der har mod på det, til Riyad i Saudi-Arabien, hvorfra man kan flyve til Europa. Det er planen at vi inden for 2-3 dage skal afsted. Vi skriver os på en liste og søger straks visum til Saudi-Arabien.
Torsdag 4. marts ændres planerne igen, nu skal vi skrives op på lister til at komme med fly direkte fra Doha til en by i Europa. Der bliver åbnet en sikret korridor mellem 8 – 8:45. Torsdag sendes de første 5 fly afsted med familier med børn, ældre og syge. Så da vi ikke hører til den gruppe, kan der gå flere dage igen… Torsdag eftermiddag hører vi det største angreb, hvor der meget tæt på vores hotel bliver skudt noget ned. Det er så også første gang vi søger i kælderen for mere beskyttelse… Vi skriver os på en ny liste hver dag og det er underordnet for os hvilken by i Europa, bare den først kommende mulighed…
Alt er meget usikkert, hverdagen er den samme og mentalt udfordrende… Hotellet er lækkert, buffetten er super fin, men flere dage “indespærret” og derudover fyldt med turister fra hele verden, som alle taler om det samme – har man hørt noget, hvad sker der fra jeres land, tale med en repræsentant fra Qatar Airways osv. er i længden opslidende…
Indbyggerne i Doha har en alm. hverdag, så for ikke at gå helt crazy, tager vi en tur med taxa, til Souq Waqif, en traditionel Bazar, for at opleve andet end hotellets fire vægge. Det vigtigste var at vi skal kunne reagere på advarslerne fra Qatars officielle mobilbeskeder og gå indendørs ved alarm. Det kan lige så vel være i en Bazar, som et hotel. Det var en fantastisk oplevelse at se denne Bazar – med specielle områder, Falke marked, guld marked, dyre marked, stof marked etc.
Vi tog, en af de andre ventedage, en tur med metro til det kæmpe Mall of Doha og ud til vandet, væk fra lufthavnen og militær området for at se udsigten, se byens skyline, få lidt frisk luft og ro.
I et konferencerum i stueetagen, er der hver aften repræsentanter fra Qatar Airways tilstede. Her kan man, efter at have stået i kø selvfølgelig, spørge om status og fortælle hvor man gerne vil flyve hen. Vi fortæller hver gang, at vi bare vil til en lufthavn i Europa. Hver gang bliver det noteret på et stykke papir. Hver aften udspilles det samme scenarie. Den ene aften siger vi (for sjov), at vi gerne vil til Australien, da vi hører der også er afgange der til. Det er da ikke noget problem.. Qatar Airways vil sådan set bare have alle strandede passagerer ud af deres hænder. Hvilket er meget forståeligt. Vi fortæller dog at vi faktisk stadig gerne vil til Europa.
Alle bliver også informeret om vigtigheden af, at man ikke selv tager ud i lufthavnen, med mindre man har en bekræftet plads på et fly.
Søndag d. 8. marts omkring kl 22:30 – holder Qatar Airways pludselig møde i forhallen. De fortæller at der er mulighed for at nogle af os, måske har mulighed for at flyve ud næste morgen. Vi skal møde igen i forhallen kl 2:00 for at få besked om, hvem der skal afsted… Det bliver en nat med kaos i forhallen og efterfølgende kaos i lufthavnen. Vi får et go, og bliver sat på bussen. Vi ankommer i lufthavnen, hvor vi bliver sendt fra kø til kø og retur igen. Det viser sig at vi ikke har en bekræftet billet, men er blevet sendt til lufthavnen, som en slags stand-by. Mettes tålmodighed hører op, hvorpå hun resolut henvender sig til den person, der ser ud til at have flest striber på skuldrene. Og vupti, har Mette skaffet os 2 boardingpas. Det ville virkelig heller ikke have været sjovt, at skulle finde en bus retur til hotellet.
Qatars forsvar, havde givet et vindue på 45 min (kl. 8-8:45), hvor lufthavnen skulle få flest mulige fly afsted. Da vi sad i flyet, som langsomt rullede mod startbanen i kø med de andre fly, var vi derfor noget nervøse. Dagen før var et fly nemlig kørt til tilbage med passagerene, da det ikke kunne nå at komme afsted.
Det endte dog godt. Vi landede temmelig udmattede 6 timer senere i Madrid. Efter en overnatning på hotel i lufthavnen, var vi endelig retur i Danmark 10. marts, en speciel oplevelse rigere…
