En livslang drøm om at besøge Maldiverne, blev pludselig en mulighed med et last minute tilbud. Som nye nomader, kunne vi slå til med det samme….
Så 11 dages drømmeferie med ro, sol, palmer, koralrev og kridhvide sandstrande, på et 5 stjernet luksus hotel på en Atol i Maldiverne, blev endnu en drøm der kunne udleves…
Vi så tilbuddet torsdag den 12. feb – slog til og rejste mandag den 17. feb. – Det er nemt at ændre planer når man er nomade – og pakning… intet problem. Pakning til 11 dage med badetøj, et sæt tøj og en tandbørste er lige til at klare.
Vi fløj med Qatar Airways til Maldivernes hovedstad Malé, med en mellemlanding i Doha. Herfra fløj vi med vandflyver til en lille flydeponton midt ude på åbent vand. Sådan en vandflyver larmer en del, så der blev udleveret ørepropper. En speedbåd sejlede os det sidste stykke. 2 stk. 250HK motorer, sørgede for at den del ikke tog ret lang tid. Vi ankom til Horubadhoo, med azur blåt vand og de lovede kridhvide sand strande… , øen i det Indiske Ocean. Her skulle vi bo i 11 dage i en Sunset Suite, på Royal Island Resort & Spa. Opholdet var med hel pension. Det vil sige 3 måltider om dagen med en overdådig buffet, der hver dag indeholdt nyt. Så det blev aldrig kedeligt og kvaliteten var fantastisk. Der var hver dag mange stationer, hvor kokke tilberedte forskellige lækkerier. Ud over det, var der alt det vand, the og kaffe du kunne ønske dig.
Fakta: Koraløen Horubadhoo, der er 800m lang og 220m bred, er en del af Baa atollen i Maldiverne. Som gæst på øens resort får du din egen guide, som kan kontaktes via Whats App 24/7 – Vores var en skøn mand fra Bali – Andhy.


Hvad laver man så i 11 dage på en lille ø?
Man grounder…!
Vi havde vitterlig brug for bare at være på dette sted, efter 7 mdr. med salg, nedpakning og den store omvæltning det er, at ændre sit liv så drastisk. Det hjælper helt klart at lande et sted, hvor man ingenting skal, intet der skal tages stilling til, andet end det daglige dilemma – hvad skal vi fravælge i buffetten…
Vores dage gik med at bade, snorkle, dykke, gå i spa og få massage. Hver villa har sine egne liggestole direkte ned til havet. Man bor simpelthen på stranden. Derudover var det bare ren afslapning, med læsning af bøger og selvfølgelig nyde de smukke solnedgange fra vores liggestole.
Er der noget at se på vand safarien?
Der er ikke andet at sige: HUSK din snorkel og finner….
Der er meget at se, både helt inde ved vandkanten og ude på koralrevet, som var en bådbro’s længde ude… Skildpadder, hajer, moræner, dragefisk, delfiner, blæksprutter, Stingrays og mange farverige fisk og smukke koraller. Der kan bookes super dykkerture, men er ikke nødvendigt, hvis du fx. ikke kan dykke med flasker. Der er meget at se lige udenfor din strandvilla.
Når folk hører ordet haj, går de tit i panik. Jeg (Mette) ville også lyve, hvis jeg sagde at mit åndedræt forblev roligt ved den den første snorkletur. Her svømmede jeg pludselig ved siden af en Blacktip Reefshark på størrelse med mig selv! Men Alans altid rolige væsen, dykker erfaring og forklaring om, at denne haj ikke er aggressiv og hajen ved vi er der, længe før vi ser den, og den hellere svømmer uden om os, gjorde at det blev nemmere.
Alt andet var smukt og fascinerende – en skildpadde som svømmer ved siden af dig, en ottearmet blæksprutte som titter op af sin hule, skifter farve og enkelte gange slår ud efter en fisk, der kommer for tæt på. Smuk koral med en Find Nemo børnehave, papegøje fisk som knaser sten og store stimer af fisk som udførte en flot dans hen over revet. Den oplevelse der faktisk var ekstra speciel, var ikke på koralrevet, men lige i vandkanten ved solnedgang; 5 cm fra vores ben, svømmede en stor Stingray lige forbi…. Så ja, der er meget at se på vand safarien.
Alan dykkede med flaske, både på “husrevet” og fra båd ude på nogle dykkersteder. Men med tanke på, hvor meget vi oplevede, ved at snorkle på “husrevet” – vil det være alt rigeligt for de fleste.
På selve øen er der flyvende hunde, (store flagremus) som spiser frugt. Kanbili, Maldivernes nationalfugl, en lille sky fugl med et speciel skrig/lyd… Den kæmpede med at overgå Beostære og Zebrafinker i lyd niveau… Hyggelige venner havde vi også i vores open-air badeværelse, i form af Gekkoer og firben, desværre også myg – så husk en myggespray, da Asien har en del problemer med myg og Denguefeber..
En fantastik oplevelse og klar til vores næste rejse:
Fyldt op med energi startede vores hjemtur 28. feb med vækning kl. 4 – en let morgenmad, speedbåd til den lille tømmerflåde/flydeponton, hvor vores vandflyver tog os med til Malé. Vi fløj så til Doha i Qatar, hvor vi skulle mellemlande i 4 timer, inden de 6 timer retur til København.
Vi skulle hjem og bytte kufferterne ud med rygsække. Vi havde jo købt flybilletter til Vietnam med afrejse 3 dage efter hjemkomst fra Maldiverne. Vi skulle rejse rundt med rygsæk i Vietnam i 2 måneder. Eller det troede vi…
Mette & Alan
